Udlån af lokaler

Lån klubbens lokaler til dit private arrangement

Som fritidscenter ønsker FCBH at tilbyde ansatte og forældre til børn, der har været medlemmer i mindst tre måneder, mulighed for at låne vores lokaler til private eller almennyttige, ikke-kommercielle formål. Dette understøtter vores fællesskab og værdier, og muligheden for udlån vil altid blive vurderet ud fra tilgængelighed og behov.

Lokationer tilgængelige for udlån

På nuværende tidspunkt kan forældre låne vores matrikel; Frederikssundvej 348. Øvrige matrikler i FCBH vil blive tilgængelige, når de er klargjort til udlån. Der kan i særlige tilfælde gives ekstraordinær tilladelse til at låne andre matrikler end de førnævnte. Det vil dog altid bero på en vurdering fra ledelsen i FCBH.

Tilladte lokaler og faciliteter

Lånere kan benytte vores fællesområder, sale, køkkener og opholdsområder. Læringsmiljøer som f.eks. computerrum, kreative værksteder og musiklokaler er som udgangspunkt ikke tilgængelige for udlån. Hvis brug af disse faciliteter ønskes, skal det aftales på forhånd, og særlige regler vil gælde.

Ansvar og tilstedeværelse

Ansvarlig person:

Låneren, som skal være til stede under hele arrangementet, har ansvaret for lokalerne og hæfter for skader, mangler eller skader på inventar.

Oprydning og rengøring:

Lokalerne skal afleveres i samme stand, som de blev modtaget. Låneren skal slukke lys, lukke vinduer og døre og sørge for, at alt inventar og udstyr er på plads. Affald skal sorteres og bortskaffes i dertilhørende containere. Alternativt kan slutrengøring tilkøbes, hvilket udføres af FCBH’s rengøringspersonale/-firma. FCBH forbeholder sig retten til at kræve tilkøb af rengøring baseret på en vurdering af arrangementets omfang. Dette for at sikre at lokalerne er klar til almen klubdrift, næstkommende hverdag.

Service og udstyr:

Eventuelt brugt service og udstyr skal rengøres og sættes på plads af låneren.

Regler for arrangementer

Alkohol og rygning:

Det er ikke tilladt at medbringe eller indtage alkohol i FCBH’s lokaler. Rygning er heller ikke tilladt på matriklen, hverken inde eller ude.

Arrangementstider:

Arrangementer må starte tidligst kl. 09:00 og slutte senest kl. 22:00. Lokalerne skal være forladt i rengjort stand inden kl. 23:00, medmindre andet er aftalt.

Begrænsninger i arrangementstyper:

Politiske arrangementer og ungdomsfester er ikke tilladt. Arrangementer må ikke være i strid med dansk lovgivning eller FCBH’s værdier og må ikke risikere at skade FCBH’s omdømme.

Nabohensyn:

Låneren skal sikre, at arrangementet ikke er til gene for naboerne.

Klubber

Indmelding

Hvis du ønsker at dit barn skal gå i én af vore Fritidsklubber, bør du gå ned og snakke med personalet i den pågældende klub, om der er plads og hvornår dit barn kan starte.

Læs mere om indmelding her