D. 16. september 2026, blev vores mediepolitik præsenteret, for Fritidsklubberne i FCBH.
FÆLLES MEDIEPOLITIK – FCBH
En fælles ramme for fritidsklubbernes computer- og gamingmiljøer med fokus på digitale fællesskaber og dannelse.
Vores fælles udgangspunkt
Børn og unges digitale liv er en naturlig del af deres fritidsliv. Gaming, sociale medier, digitale fællesskaber og kommunikation online har betydning for deres relationer, identitet og måde at være sammen på. Derfor ønsker vi ikke at møde den digitale verden med et udgangspunkt i forbud eller skærmforskrækkelse. Vi ønsker i stedet at være pædagogisk til stede i den digitale verden sammen med børnene. På samme måde som vi er tæt på børnene i de fysiske fællesskaber, er vi også til stede i de digitale. Vi hjælper dem med at navigere, håndtere konflikter, forstå grænser, kommunikere ordentligt og blive en del af de online fællesskaber.
Gaming og digitale medier er dermed ikke et mål i sig selv. De er pædagogiske læringsmiljøer og platforme for fællesskab, udvikling, kreativitet og dannelse.
Derfor arbejder vi med nedenstående tre grundprincipper som fælles retning:
1: Digitale fællesskaber er også fællesskaber
Vi bruger digitale medier til at skabe gode fællesskaber. Det handler ikke bare om at være på en skærm.
Vi ser gaming og digitale medier som en del af børnenes sociale liv. Et spil kan være et sted hvor børn mødes, samarbejder, kommunikerer, løser problemer, konkurrerer og udvikler relationer. For nogle børn kan det digitale være en vigtig vej ind i nye fællesskaber fordi det giver dem noget konkret at være sammen om. Samtidig ved vi også at digitale fællesskaber ikke automatisk er inkluderende. Nogle børn finder hurtigt deres plads mens andre kan have svært ved at komme ind i et eksisterende fællesskab.
Derfor har vi blik for hvordan forskellige spil og aktiviteter giver mulighed for forskellige former for deltagelse, så flere børn kan finde en plads i det digitale fællesskab.
2: Den voksne er med
Den voksne er pædagogisk facilitator og er fysisk til stede, opmærksom på både spillet, sproget, relationerne og det der sker mellem børnene.
Vores computer og gaming miljøer er en del af vores pædagogiske læringsmiljøer.
Der er derfor altid pædagogisk personale til stede. Den voksne følger børnenes positive trivsel, kommunikation og relations dannelse og hjælper, når der opstår konflikter, frustrationer og nederlag.
3: Vi lærer børnene at navigere
Målet er ikke at skærme børnene fra den digitale verden, men at gøre dem bedre i stand til at navigere i den.
Børnene skal lære at kunne færdes i en digital virkelighed med forskellige mennesker, holdninger, sprog, konflikter og indhold. Vi arbejder derfor med digital dannelse gennem respektfuld kommunikation, grænser, konflikthåndtering, kritisk sans, ansvar og sikker adfærd online. Vi kan ikke fjerne alle digitale udfordringer for børn, men vi kan lære dem at imødekomme dem på bedst mulig vis gennem det pædagogiske arbejde.
Fælles ramme og lokal praksis
Vi har én fælles retning med plads til lokal pædagogisk forankring i praksis.
De tre klubber har et fælles pædagogisk grundlag. Samtidig kan lokale aktiviteter, spil, eSport-hold, kreative digitale aktiviteter og organisering være forskellige afhængigt af størrelse og fysiske forhold.
Når vi vælger spil til klubbens tilbud
Når vi vælger spil til klubbens tilbud, foretager vi altid en pædagogisk vurdering af spillet og den sammenhæng det skal indgå i. Vi undersøger og vurderer spillet pædagogisk og ser på indhold, PEGI, fællesskab, målgruppe og mulighederne for voksenrammesætning. Vi spørger blandt andet os selv hvad kan børnene lære og udvikle gennem spillet, hvilke fællesskaber kan det skabe, hvilke udfordringer kan det give og kan vi som pædagogisk personale skabe en tryg og udviklende ramme? Det betyder derfor, at alle spil vi tilbyder, er pædagogisk vurderet inden de spilles.
PEGI er et pejlemærke men ikke hele vurderingen
Vi vurderer ikke kun, hvad spillet er mærket med. Vi vurderer også, hvad børnene møder, og hvordan vi pædagogisk kan rammesætte det.
PEGI’s aldersmærkning og øvrige aldersanbefalinger indgår i vores vurdering af, hvilke spil der kan være en del af klubbens tilbud. PEGI giver vigtig information om spillets indhold, men fortæller ikke nødvendigvis noget om den konkrete børnegruppe eller den sammenhæng, spillet indgår i.
Derfor ser vi på spillets konkrete indhold og på hvad PEGI-mærkningen bygger på. Vi vurderer også spillets betydning for fællesskabet samt den pædagogiske ramme omkring aktiviteten. Det har betydning for vores vurdering om indholdet er centralt for spillet, hvordan børnene møder det, og hvordan vi som pædagogisk personale kan være til stede og understøtte det i en tryg ramme.
Klubben udvælger på den baggrund de spil og aktiviteter der tilbydes ud fra en samlet pædagogisk vurdering. I særlige tilfælde kan et spil med en højere PEGI-anbefaling derfor indgå i en voksenstyret pædagogisk aktivitet, hvis vores faglige vurdering understøtter det, og vi kan skabe en tydelig og tryg ramme omkring aktiviteten.
PEGI er dermed et vigtigt pejlemærke i vores vurdering, men ikke afgørende. Vi bruger PEGI som supplement i vores pædagogiske vurdering.
Forældresamarbejde og samtykke
I kender jeres barn. Vi kender vores pædagogiske læringsmiljøer. Derfor vil vi gerne tage ansvar sammen.
Klubben tager det pædagogiske ansvar for de digitale læringsmiljøer. Vi udvælger og vurderer spil og aktiviteter, skaber tydelige rammer og sørger for pædagogisk tilstedeværelse. Samtidig kender forældrene deres barn bedst. Derfor ønsker vi, at forældrene aktivt tager stilling til om deres barn er klar til at deltage i klubbens medie og gaming miljøer. Samtykket er ikke en overdragelse af det pædagogiske ansvar, men et fælles udgangspunkt for samarbejde og dialog.
Vores mål
Vi ønsker, at børnene går fra klubben med mere end gode spiloplevelser. De skal have erfaringer med at samarbejde, kommunikere, løse problemer, håndtere konflikter og nederlag, sætte grænser, tage ansvar og være en god del af digitale fællesskaber.
Vi vil ikke bare lære børnene at bruge den digitale verden. Vi vil lære dem at begå sig i den.
Den digitale kultur er i konstant udvikling. Derfor holder vi os løbende opdateret og søger viden og rådgivning hos relevante fagpersoner. Mediepolitikken her, er derfor også et levende dokument, som udvikles i takt med den digitale virkelighed og vores pædagogiske erfaringer.
Hvis du ønsker at dit barn skal gå i én af vore Fritidsklubber, bør du gå ned og snakke med personalet i den pågældende klub, om der er plads og hvornår dit barn kan starte.